Rostam: Her får man fantastiske idéer

HER FÅR MAN FANTASTISKE IDÉER

Erfaring fra forandringerne

I sit andet soloprojekt dropper Rostam Batmanglij de gamle regler for at bryde nye grænser. Vi talte med den anerkendte kunstner, producer og komponist om hans nyeste LP, Changephobia, og den velkendte Aeron-stol, der er grundpillen i hans kreative proces.

Køb Aeron

Forandring er uundgåelig i skabelsen. At føre en idé ud i livet omfatter at gøre hensigt til handling og en vision til virkelighed samt at lave de enkelte dele om til en sammenhængende helhed

Det betyder ikke, at forandring kommer let – især ikke for en kunstner som Rostam Batmangli fra Los Angeles og medstifter af bandet Vampire Weekend og nu selvstændig musiker og multigenreproducer. Her fortæller han om sit forhold til disse forandringer på sit andet soloalbum, Changephobia.

"Et af de centrale temaer med dette album er at være opmærksom på sine omgivelser og sine egne reaktioner på dem," forklarer han. "'Changephobia' er en reaktion, som vi alle har tilfælles, men hvis vi er bevidste om den, så kan vi være større end det."

Her taler musikeren og produceren med tre Grammy-nomineringer om den nødvendige dissonans i sit seneste album, historien om sin gamle Aeron-stol, og hvordan man kan overvinde sin egen "forandringsfobi."

Derfor vinder tålmodigheden altid

Jeg bliver ofte frustreret over, hvor lang tid det tager at gøre noget færdigt. Men på den anden side kan jeg ikke være tilfreds med noget, medmindre jeg bruger tid på at gøre det færdigt. Måske ville mit råd være, at man giver sig god tid til at afslutte noget.

Processen skal være flydende for at være ægte

Jeg kan godt lide, at mit studie er en slags modul, hvor næsten alt kan bevæge sig rundt. Jeg kan sætte sofaerne bag mig, som det passer mig. Der er mange forskellige muligheder.

Til inspirerende komfort

Det er vigtigt at have et arbejdsområde. Jeg har altid haft brug for et sted, der var mit eget, hvor jeg kunne lave musik. Der er faktisk en mærkelig forbindelse til det, når vi taler om Herman Miller. Da jeg blev uddannet i 2006 og begyndte at leje min første lejlighed i New York, kan jeg huske, at min far kom til byen og satte en stol af. Det var en gammel Aeron, som han gav mig, og jeg har altid haft en Aeron siden dengang.

De instrumenter, der inspirerer mig

Jeg fik en Fender Stratocaster i midten af 2019. Det inspirerede mig til at spille guitarsoloer. Det var mit mål med dette album. Jeg tænkte: "Du skal lave flere guitarsoloer." Og jeg blev inspireret, da jeg fik denne guitar. [Lyden] er lidt fjederagtig og tynd og har en slags metallisk glans.

Og en vigtig del af albummets sound var, hvordan jeg optog barytonsaxofonen. Jeg kan godt lide at gøre det med to forskellige mikrofoner med cirka 2-3 meters afstand. Nogle mennesker sætter aldrig mikrofonerne så langt væk fra instrumenterne, men det er i høj grad min filosofi: Instrumenter lyder bedre, jo længere væk de er. Når man sætter en mikrofon lige ved siden af en saxofon, lyder det meget unaturligt. Øret vil aldrig være så tæt på en saxofons horn. Jeg tror på at forbinde mikrofoner [til instrumenter], på samme måde som man hører dem. Ligesom hvis du hang ud i et værelse, og nogen sad over for dig på en sofa. Det er det, jeg tror på.

Sådan fik saxofonen dette album til at synge

Jeg kan godt lide, at saxofonen på nogle måder lød fremmed for en musikalsk palet, som jeg tidligere har brugt, og som var så inspireret af klassisk musik. Der er mange fælles komponenter ved klassisk musik og jazz i den måde, melodier hænger sammen på. Der er en arkitektur i de melodier. Men jeg kender alle reglerne for klassisk musik, og jeg kender ikke rigtig reglerne for jazz  

Jazz handler ikke så meget om regler. Det handler mere om individuel stil. Nogle [klassiske] komponister lavede deres egne særprægede ting, men normalt inden for visse regler, hvorimod jazz er et meget mere åbent system.

Om at lave en "stor lyd"

Jeg er blevet forelsket i dette Steinway-klaver i de sidste par år. Jeg er stor fan af klaverer. Jeg kan ikke lide flygler, og jeg synes faktisk, de er meget svære at optage, og de fylder for meget. Jeg spillede på dette Steinway-klaver på "Back of a Cab" og på "Los Angeles" af HAIM. Det har, hvad folk kalder en "stor lyd", men ikke på bekostning af hele mixet.

Derfor indretter jeg mit studie med Aeron-stole

Alt det arbejde, jeg laver som producer, uanset om jeg samarbejder med en anden producent eller med en kunstner, involverer to personer. Så det er rart at have præcis den samme stol, side om side. På den måde kan man bogstavelig talt se hinanden i øjnene.

Sådan hjalp jazz mig med min "forandringsfobi"

Der er en bestemt akkord, som jeg var interesseret i. Den hedder en "fem syv flad ni". Det er en fem-akkord med en septim i og en flad nier. Det bruger jeg på sangene "Changephobia" og "Starlight". I klassisk musik kan man have dissonans, men det er meget sjældent, man lader en dissonans hænge. Det går altid forbi og løser sig, og det skal løses på en bestemt måde. I jazz kan du bare holde en dissonans. Det er OK bare at lade den hænge. Jeg tror, det skaber en meget anderledes stemning.

Om forandringsfobi i forhold til at udforske dissonans

Den stemning er nok mere kompleks, end jeg overhovedet kan fatte, men en af de ting, jeg kunne lide ved ordet "forandringsfobi", er, at det fremmaner udtrykket "lær forandringerne", og vil man være jazzmusiker, skal man lære akkordforløbene for 50 til 100 standarder, måske mere, og man skal lære at improvisere over disse akkordforløb.

Så på denne plade ville jeg skrive akkordforløb, der var anderledes end dem, jeg havde brugt i hele min karriere. Jeg pressede mig selv til at lave en forandring og bruge nye ændringer.